Faren for at komme til at køre i cirkler på et dybere plan

Idet vi står åbne til det levende, har vi en mulighed for at transformere selv det dybeste mørke, de vildeste skygger og dybe traumer. Men selvom vi er vågne - og i direkte erkendelse af det, der er virkeligt, levende, nyt og udelt - så er det ikke nemt rent faktisk at bevæge det i os, som endnu er i adskillelse, mørke, lukkethed og polaritet.

For hvert eneste sekund, hvor vi bevæger os ind i det landskab, ligger der hele tiden mulighed for, at vi kan komme til at falde ind i traumet, i mørket, i skyggen. Eller simpelthen ind i en sansning, ind i en erindring, ind i en energi.

Det kan FØLES forløsende

Det, der er bedragerisk i det, eller kan være forførende i det, er, at det kan FØLES forløsende, når det sker. Det kan FØLES som healing, og det kan føles som at have fat i noget, fordi noget dybt kommer i bevægelse. Fordi vi måske mærker noget, vi ikke har mærket før. Fordi vi oplever erindringer af dybe ting, arketypiske ting, kraftfulde ting. Fordi vi får vilde visioner og stærke billeder. Så kan vi tro, at vi er på rette vej, eller gå med det, der sker — men uden at opdage, at vi egentlig bare kører i cirkler på et dybere plan. Så kan vi uforvarende komme til bare at genopleve og genkøre vores traumer. Også traumer på meget dybe planer, karmiske erindringer eller meget dybe energimønstre i vores energisystem.

At gå med det levende — uden at klistre på det der bevæges

Det er så dybt vigtigt og en nøgle at opbygge klarhed i vejen i disse dybe planer. At opbygge og få en fuldstændig klarhed omkring forskellen mellem at gå med det levende selv — med vores bevidsthed og med vores fulde væsen — versus at gå med vores følelser, vores sansning, vores energi. Det er så vigtigt, at vi finder den klare vej af hvilen ind, forbinden os og falden direkte ind i det levende. Vejen at fuldstændig åbne til det levende i alle aspekter og alle planer af os. Og i den åbnen — kunne lade selv de dybeste erindringer, traumer, skygger og energibevægelser nærmest bare passere igennem og bevæges uden vores aktive indblanden. Og dermed transformere dybe planer.

Den transformation sker kun, når vi ikke med bevidsthed og sansning klistrer på det, mens det sker.

Skelneevnen er altafgørende

Det kræver den fuldstændig klare skelneevne mellem, hvornår vi gør det ene, og hvornår vi gør det andet. Den er altafgørende. Hvis ikke vi kender forskellen, så famler vi på en eller anden måde i blinde på et meget dybt plan.

Den fuldstændige klarhed og skelneevne i det er i min erfaring noget, der kommer gennem mange gentagne vågne erfaringer med at åbne ind i disse landskaber. Og derigennem opdage de fine nuancer af at stå rent og frit, versus at opleve og sanse — omend i fine subtile formplaner.

Valget

Som vi udvikler den skelneevne, får vi et valg. Det er et valg, som godt kan være utydeligt, også selvom vi har en opvågning. Et valg, vi ikke ved, vi har, før vi udvikler denne skelneevne.

I min erfaring, i mit hjerte og i min klarhed: når det valg først er klart, når det først bliver virkelig klart for mig, så bliver det et aktivt og bevidst valg om, hvad jeg dybest set ønsker. Vil jeg gå ind i en konkret erfaring, konkret sansning, konkret erindring? Vil jeg gå ind i den og opleve den — så dyb den end kan være, så meningsfuld den end kan være, så intens, kraftfuld, almenmenneskelig, arketypisk den end måtte være. Vælger jeg det? Eller vil jeg gå med det, der er dybere, og som frisætter enhver erfaring? Når jeg først har det valg helt klart, er der ingen tvivl i mig om, hvad det er, jeg vælger, og hvad det er, der er den dybere vej og den frisættende vej.

At slippe attachment

De her meget dybe erfaringer i meget dybe planer, meget intense planer, i meget høje planer — det er meget nemt at blive attached til dem, fordi de er så fulde af symbolik, så fulde af energi, så fulde af mening, så fulde af alt muligt. Det er nemt at blive attached. Men når vi ser valget og ser det, der er dybere, så slipper det attachment. Lige meget hvor lokkende det er, lige meget hvor stort det er, lige meget hvor vildt det er, lige meget hvor meget ‘aha’ og epifani der er i en erfaring, lige meget hvor meget forløsning. Så slipper attachmentet til det, når først vi ser muligheden for at kunne sige ja og gå med det, som er forbi nogen erfaring, dybere, primært og udelt allerede.

Det er den vej, som jeg kender. Det er den vej, der er evigt befriende, altid ny, og som kun kender dybere frisættelse, dybere kærlighed, dybere ekspansion, dybere liv, dybere kenden sig selv i alt. Det er den vej, og det er den virkelighed, som jeg kender, og som jeg inviterer til at dele.