Vi kan ikke få opvågning til at ske, hverken for os selv eller andre

Opvågning er ikke noget, vi kan få til at ske – hverken for os selv eller for andre. Den er en nådegave, et frø der spirer indefra, forbi enhver forstand og enhver villen. Først når den spirer, åbner en vej sig: at tillade den, og lade den fordybe sig gennem alt, hvad vi er.

Vi kan ikke få den til at ske

Jeg tror ikke på, at opvågning er noget, vi kan få til at ske. Jeg tror ikke på, at jeg kan vække et andet menneske. Alt muligt andet kan vi godt – give hinanden en åbning. Vi kan tage en stor hammer og slå os selv eller nogle andre i hovedet, eller ryge et eller andet sjovt tobak, og så får vi nok en åbning. Vi kan sagtens lave åbninger og energiindstrømninger, på opbyggelige måder og på nedbrydende måder, på intelligente måder og på uintelligente. Opvågning kan vi derimod ikke få til at ske. Ikke for os selv, og ikke for andre.

For naturen af opvågning er netop det, der er forbi at få noget til at ske, og forbi os selv. Derfor kan vi ikke fremtvinge den, hverken på egne eller andres vegne.

Opvågningen er en nådegave

Opvågningen er en nådegave. Den er det frø, der spirer i os forbi enhver forstand og enhver villen – den spirer indefra. Et formålsløst formål, som ingenting vil, og som alligevel fuldstændig overtager alt med sin ufattelige dybde.

Selve det kvantespring, opvågningen er, er en skæbnesting, en nådegave, et mirakel, en mystisk begivenhed. Det er lidt som et frø, der spirer – men det er en dårlig analogi, for det er trods alt nogenlunde forudsigeligt, hvornår et frø spirer. Hvornår en opvågning sker, er det ikke. Vi kan hoppe og danse og spille trommesange for det. Den kommer, som den kommer.

Når frøet spirer, kan vi gøre noget igen

Når den så sker – når først frøet spirer, når først kvantespringet finder sted – kan vi igen gøre noget. Så får vi en retningsløs orientering: en ny orientering, forbi hvad vi ellers ville kalde en orientering. Et nyt mål, forbi hvad vi ellers ville kalde et mål. En virkelighed, dybere end det, vi ellers ville kalde virkelighed. Måske ikke lige med det samme, men vi opdager også et jeg, der er dybere end det, vi ellers vil kalde “jeg” og “mig”.

Når vi bliver givet det formålsløse formål, erkendelsen af vores eget væsen og erkendelsen af en dybere virkelighed, så kan vi igen gøre noget. Vi kan lade os falde og læne os og drukne ind i den nye, dybere virkelighed – i den åbenhed, i den midte, som også er tom og uden center. Den fuldstændige centerløse centrering. Vi kan læne os ind i den, lade den fordybe sig, lade den få lov.

Det er den vej, jeg taler om, når jeg siger opvågningsvejen: vejen fra at have en opvågning til at tillade den opvågning. En fordybelse, der fortsat fordyber, og fortsat bringer nye gaver – mere balance, mere integration, mere menneskeliggørelse. Integration af alt, inklusive vores menneskelighed, inklusive den fysiske tredimensionelle verden, alle inkarnerede planer.

Hvor fører det hen? Et omsonst spørgsmål…

Hvor leder denne fordybelse os så hen? Fra opvågningens perspektiv er det et omsonst spørgsmål. For selvom bevægelsen er der, og vi kan reflektere over den – som jeg gør her – og selvom vi kan tegne projektioner, retning og bevægelse, så er det omsonst at spørge, hvor det dybere set går hen.

Går det til oplysning? Får man en halo på hovedet, bliver en Jesus eller en Kristus? På en måde er det bare fjollede lege og ideer. For essensen af opvågning er, at der ikke er et formål ud over opvågningen selv. Alt andet er en sekundær dans, en blomstring, en udfoldelse – smuk og hellig, men samtidig neutral, uden attachment og uden mål.

Så om det leder os til at sidde på en sten og sige ingenting, eller til at blive en Kristus, som hele verden spejler sig i, eller lige tilbage, hvor vi kom fra, til det samme liv og den samme hverdag – det er i og for sig ikke pointen. Pointen er, at opvågningen er formålet i sig selv: fuldbyrdet i sig selv, fuldt gyldigt i sig selv, med eller uden en ydre manifestation.

Den ydre manifestation kommer i frihed

Når det så er sagt, kommer der en ydre manifestation. Den kommer i frihed. Den kommer uden at skulle noget – og netop deri er den meget kraftfuld, fordi den er fri.

Det er min invitation: følgeskab på opvågningsvejen. Til dig, der er vågnet og erfarer det ufattelige. Vejen er at tillade dybere, udfolde dybere, integrere det ind gennem alle planer.

Det er det, jeg byder velkommen og inviterer til.