Når vi i den smukkeste opvågning bliver ramt så dybt og udfordret inderligt

Hvad kan vi gøre, når vi bliver ramt?

Selvom vi har en spirituel åbning, kan vi sagtens blive dybt ramt på mange planer. Det kan være meget udfordrende. Selvom vi har en opvågning og står klart og rent i erkendelsen af det levende i alt, kan vi mærke os kastet voldsomt rundt af ting, der sker.

Jeg taler selvfølgelig af erfaring. Jeg taler fra erfaringen af at stå så smukt åbent i verden og så blive ramt af det ene efter det andet efter det tredje: en energi, situation, stemning, følelse og også fysiske ting. Blive ramt af andres tanker, der føles, som de rammer mig. Blive ramt af følelser og følelsestilstande, der føles, som de går ind i mig og rammer mig. Blive ramt af energier. Blive ramt af noget, der føles som karmiske tråde, der går ind og trækker. Og også blive ramt på det fysiske plan.

Det er en dyb erfaring, jeg har, og det har været mega hårdt på min egen vej at deale med de her ting, at stå i de her ting. Det er den erfaring, jeg vil dele og svare på spørgsmålet “Hvad kan vi gøre, når vi bliver ramt?” Fordi det spørgsmål rejser sig så påtrængende, når det sker. “Fucking fuck, hvad skal jeg gøre? Jeg holder det ikke ud. Det er for meget. Hvorfor sker det her?! Det skal stoppe!”. Jeg tror vi alle har været der…

To måder at forholde os på

Jeg vil gerne bringe en klarhed ind, for der er to måder at forholde os på til en overskridelse, til et overgreb, til et angreb, til en voldsomhed, til en overvældelse.

Den ene måde er at forholde os fra et sted af dualitet, fra et sted af at være et adskilt jeg. Det er den normale måde at gøre det på. Det er at prøve at få det til at stoppe. Det er at prøve at trække os. Det er at prøve at overtale nogle andre til at gøre noget andet. Det er at bygge en mur. Den her jeg-måde at gøre det på, at reagere på, respondere på.

Måden at gøre det fra dualitet, fra et jeg, findes også inde i de spirituelle planer. Så gør vi det bare med energi. Bygger lysskjolde, sætter symboler op, gør alt muligt, fordi vi har et mål om, at noget skal være anderledes, end det er. Synger mantraer, renser os med røgelse, visualiserer beskyttelse. Det er ikke, fordi mantraer ikke er rigtige eller forkerte, eller ikke er dybt spirituelle, eller røgelse ikke er dybt spirituelt. Det er stedet, det kommer fra, jeg taler om.

Hvis det sted, vi kommer fra, dybest set er: “Jeg er mig, og jeg vil gerne have, at det, der sker, ikke skal ske og skal være anderledes, og skal være, som jeg vil have det. Hvis du slår mig, skal du stoppe med at slå mig. Hvis verden er ond, og de kaster bomber i hovedet på hinanden, skal de stoppe med at kaste bomber i hovedet på hinanden”. Hvis vi er et jeg, der på den måde siger, at noget skal være, som vi vil have det, så vi kan få det bedre. Det er det, jeg kalder dualitet. At være i dualitet.

Det er fint nok at handle sådan. Det er fint nok at være et jeg. Det er jeg også selv. Det er ikke, fordi vi ikke må handle fra et sted af jeg, og fra at vi gerne vil have, at noget skal være anderledes. Jeg deler det her for at bevidstgøre, at der er en anden mulighed, og der er en anden vej i det end vejen af dualitet.

Når styring og kontrol ikke virker længere

Den vej kan blive relevant, hvis ikke vores kontrol, styring, vores jegs idé om, hvordan verden skal være, virker længere. Så kan det være relevant at prøve noget andet. Jeg siger det med humor, men det er dybt seriøst, det her. For jeg tror, at vi alle sammen før eller siden kommer til det sted, hvor ingen styring og kontrol længere virker.

Det er især tilfældet i en opvågningsproces, især når vi har spirituel åbning, at vi bliver taget ind i situationer, hvor vores strategier ikke længere virker. Vi kan ikke styre situationen. Vi kan råbe “stop” og “åh be’-be’”, lige så meget vi vil. Verden bliver ved at gøre, hvad den vil. Den overvælder os, den gør voldsomme ting. Mennesker kommer og kan gøre et eller andet, og vi kan føle os måske dybt overgrebet, overvældet på alle mulige planer, vi slet ikke forstår. Energetiske, karmiske planer, planer langt forbi vores vanemæssige forstand.

Det var noget af en indledning, men ok, til sagen.

Det rene ja

Det, vi kan gøre, er, at vi kan gå ind i det sted, vi vågner til, som er ét. Gå ind i det sted, vi kender igennem en opvågning, som er åbent gennem alt, som ingen grænse kender. Vi kan gå ind i det sted, i åbenheden selv. I det sted forbi vores jeg. Og fra det sted kan vi sige “ja” til det, som sker.

Vi kan sige “ja” til det. Ikke fordi vi så siger positivt ja til det, som sker, og velkommer mere. Vi siger ikke “ja” til det, fordi det skal gå væk, og vi håber, at hvis vi siger “ja”, så går det væk. Vi kan bare sige det helt rene “ja” i situationen, for det kan vi fra stedet af storheden selv. Fra stedet af åbenheden selv. Der kan vi sige ja. Et åbent ja. Det er bare et ja. Et ja til alt, som det er, og dermed også et ja til det, som vi måske står i, som er det allersværeste, vi nogensinde har prøvet.

Så kan vi sige ja fra stedet af åbenhed. Fra stedet af bundløshed. Fra stedet af storhed. Og det er også et sted af en enorm tillid, for der er ikke noget jeg til at have mistillid, når vi stiller os dette her sted. Vi går forbi det jeg, som kan sige “nej” og “stop” og “jeg vil og jeg tør ikke”. Vi kan finde det sted, der er dybere. Og så kan vi sige ja, og “din vilje ske”. Og “tak”. Og det er ikke tak til den, der slår os, eller det, der sker. Det er ikke tak til det. Det er bare tak.

Og så kan vi stå åbent ind i det, der sker. Vi kan inkludere det, der sker. Vi kan inkludere det vildeste. Det vildeste overgreb, den vildeste grænseoverskridelse, den vildeste overvældelse. Og så kan magien ske. Magien af, at det faktisk kan få lov at ske igennem os, det som vi ellers ikke kunne rumme at være i.

Den kærlige dåseåbner

Og så kan gaven begynde at udfolde sig — gaven af at det, som ellers er det værste, det sværeste, det ulækreste, det klammeste, det voldsomste, det overvældende, det kan gå ind og rent faktisk bevæge os i nogle dybder af vores væsen, som vi ellers ikke har adgang til. Det, der er det voldsomste, det sværeste, kan blive som en kærlig dåseåbner, der bare peger lige ind steder, som vi ikke er bevidste om og ikke har adgang til.

Erindringer i vores dybe karmiske planer, som vi ikke er bevidste om — situationen og vores fulde ja kan gøre, at vi rent faktisk kan åbne ind i disse steder. Det allersværeste kan blive som en kirurgs kærlige kniv, der åbner os ind der, hvor lyset allermest har brug for at komme ind. Dybt ind i et chakra, måske. Dybt ind i en gammel erindring om noget, som skal mærkes og forstås konkret. Energibaner, der skal åbnes, gamle traumer, som skal skylles ud, og hvor det, der sker lige nu, som er svært, viser sig at være den nødvendige trigger, der gør, at vi får bevidstheden ind der, hvor den hele tiden har villet ind og bevæge og frisætte.

En lang gaveregn

Som vi begynder at erfare denne gave, og når vi kan det her, når vi opdager det ja, og når vi opdager, at vi kan sige det store åbne tak, ja, og din vilje ske i alle situationer og i alt, der sker. Også selvom vi måske lige skal tage en dyb indånding og måske skynde os at løbe hjem og lægge os under dynen og så gøre det. Selvom det godt kan være, at vi ikke kan gøre det, lige når vi står der i sekundet, men så kan vi gøre det lige bagefter.

Men når vi opdager, at vi basalt set har en kraft så stor, og det er kraften til at tillade alt, til at stå åben i alt, til at stå vågen i alt. Når vi opdager det, så kan en healing så dyb begynde. En healing, en kommen hjem, en kommen ind i alt, en kommen åben i alt. En dyb healing og bevægelse, der næres ved alt, der sker, som det sker.

Så begynder det, der ellers bare kan føles som en lang overvældelse, en lang tumult af verdens overvældelse, overgreb, alt muligt. Det begynder at blive en lang renselse. En lang gaveregn. En lang evig mulighed for at åbne dybere, bringe lys dybere, stå dybere, komme hjem dybere.

Så vågner vi til, at der er kun gaver i den her verden. Ingen modstandere, intet der er imod os, intet der vil os ondt. Så kan vi komme hjem midt i en verden, hvor der bliver kastet med bomber og hugget med knive, og hvor dæmonerne kravler på væggene. Det er meget smukt. Det er meget saligt. Det er meget stort. Også inde i mennesket.

Tak for at læse med. Tak for at modtage min deling her.