At søge opvågning er det mest paradoksale projekt

Noget af det mest fjollede, vi kan gøre her i “Livet i Form”, det er at søge opvågning. Det er måske det mest paradoksale projekt, at være søgende efter opvågning. Ikke at have en opvågning og så gå og lede efter en opvågning.

Det er paradoksalt, fordi opvågning er det eneste mål, vi ikke kan ville med vores vilje. Det er en ting, som ikke kan vælges, og som vi ikke kan ville have. “Jeg vil bare så gerne være oplyst”, eller hvad man nu kan finde på at sige — det er det mest paradoksale og selvimodsigende man kan ville.

Alt andet kan vi ville

Alt andet i livet kan man ville. “Jeg vil gerne have en million” eller sådan noget. “Jeg vil gerne leve 1000 år”. “Jeg vil gerne være populær”. “Jeg vil gerne være sund og rask”. “Jeg vil gerne føle glæde hver eneste dag”. “Jeg vil gerne se mine børn vokse op”. “Jeg vil gerne have, at dyrene har det godt”. Alt det kan vi ville. Men opvågning kan vi ikke ville. Fordi en opvågning, det er fraværet af viljen. Det er det som sker i fraværet af den vilje, der vil noget selv.

Når søgningen kommer fra kald

Det eneste tidspunkt, det giver mening at søge opvågning, det er, hvis det er en søgning, der kommer som direkte passion. En søgning, der virkelig kommer fra et sted af rent kald. Ikke fra et sted at skulle opnå noget, men en søgning, der kommer fra, at den søgning bare MÅ finde sted. At der ikke er nogen større lyst og glæde. At der ikke er noget som helst andet i det her nu, som kunne være mere meningsfyldt, glædesfyldt, fyldestgørende, motiverende, inspirerende for os end at tage de skridt i den søgning.

Det er der, det giver mening at være søgende. At være sandt “søgende”, det er, når vi er kaldet. Når vi bliver kaldet, giver det mening at være søgende. Så er det en leg. Så er det et eventyr at være søgende, også selvom vi ikke har en opvågning. Så kommer det fra et sted af kald, af passion, og så har det ben at gå på. Når først vi kaldes, når først kaldet vækkes i os, så er der meget kort fra at være søgende til rent faktisk at erfare det, som jeg kalder “opvågning”.

Hvis ikke vi har kaldet — hvis vi søger fra et sted af at ønske noget med det, fx at ville væk fra lidelse og væk fra smerte — så er der meget langt til at have en opvågning. Hvis ikke vi er kaldet og dybt draget, og hvis ikke vi nærmest kan smage det, vi søger, uden at vide, hvad det er, så er det ikke en meningsfuld vej at søge “opvågning”.

Den direkte vej: gå med det, der faktisk kalder

Hvis ikke vi er kaldet, så ved jeg både i mit hjerte, i min erfaring og i min dybe intuition og viden om, hvordan livet hænger sammen, at så er der en mere direkte vej til opvågning end at “søge opvågning”. Den direkte vej, for det menneske der ikke er kaldet til opvågning med ren ufravigelig passion, det er at gå med det, der faktisk kalder. Gå med det, der inspirerer. Gå med det, der bringer reel glæde, inspiration og vækker os.

Og så er det lige meget, om det er at tjene en million kroner, om det er at få en familie, om det er at dufte til blomsterne, om det er at danse samba. Det er lige meget. Om det er at blive soldat i Fremmedlegionen eller køre motocross. Det er lige meget. Den direkte vej, det er at gå med det, der ærligt og faktisk inspirerer og har energi. Uden nogen som helst dom, uden nogen som helst idé om, hvad der er spirituelt. Bare gå med det, der har lyst og glæde og energi.

Selvudlevelsen fuldender sig selv

Hvis vi virkelig kan finde det, der vækker lyst i os, og følger vi det direkte og fra et ærligt sted, vil det lynhurtigt opløse sig selv. Det vil lynhurtigt fuldende sig selv, hvis bare vi tager det, der er mest levende, først. Tager det, der kalder højest, først. Tager det, der kalder klarest, det, der kalder ærligt, først. Hvis vi bare går efter det, vil det fuldende sig selv. Det er en ærlig vej af direkte fuldendelse, selvudlevelse, selvudfoldelse, selvrealisering.

Den vej fører sjovt nok til det sted, hvor der lige pludselig ikke er andet tilbage at forfølge. Og når vi står der, sker det, at vi begynder at blive kaldet fra et dybere sted. Gennem ærlig og direkte selvudlevelse bliver vi plukmodne for at kaldes sandt ind mod en opvågning.

Op i røven med pligt-spiritualiteten

Så derfor: bare op i røven med al sådan noget pligt-spiritualitet og trætte pligtskyldige søgende, der sidder og siger “Oh Mani Padme Hum”, fordi de håber på, et eller andet sker. Op i røven med at spilde livet på den måde. Det er den dummeste ting at gøre, og det er den største omvej. Så hellere bare gå ud og få et knald og drikke os fulde, mens vi stadig er i jeget. Mens vi stadig er det sted, hvor vi kan ville noget, så skal vi sgu bare ville derudad. Og så vil den viljen og jegets vilje lynhurtigt afvikles, og vi vil naturligt kaldes — og en opvågning vil være meget nær.