Spirituelt søgende – fra ego eller fra kald

Vi kan være spirituelt søgende på to måder: fra ego – fordi vi vil væk fra noget – eller fra kald. Den første måde spænder ben for os selv, og den virker ikke, uanset hvor mange år vi søger. Den anden fører helt af sig selv til opvågning.

Mellemfasen: at være søgende

På vores sjæls og væsens udfoldelsesvej ligger der en fase mellem at være i jegets virkelighed og at få erkendelsen af altet: fasen af at være søgende. Det er stedet, hvor vi kaldes fra jeget og ind mod altet – fra at leve fra vores jeg til at leve i erkendelsen af os selv som sjæl, et væsen direkte udspringende af altet.

To slags søgende

Men hvorfor er vi søgende? Er det, fordi vi er ved at stikke af fra noget – fordi vi ikke kan lide den verden, vi er i, og søger efter noget bedre? Eller søger vi, fordi vi er kaldet? Kaldet af noget, vi ikke ved, hvad er, men som vi bare må respondere på.

Det er basalt set de to slags søgende: den sande søgende og den misforståede, egoiske søgende. Og er man den sidste, opdager man det ikke nemt selv. Selv de store traditioner kan bruges den forkerte vej: Når nogle citerer Buddha for, at “verden er lidelse”, og at vejen ud af lidelsen er at gå Buddhas vej, smager det ofte for mig af det samme som kirkens tolkning af Kristus – søg himlen et andet sted end her på jorden, gør godt her for at få frelse. Begge dele er at søge, fordi vi skal væk fra noget eller opnå noget andet end det, som er nu og her.

Flugten virker ikke

Hvis det virkede at søge for at komme væk fra noget, så var det jo fint. Men jeg oplever bare ikke, at det virker. Søger man opvågning, Gud, frelse eller nirvana, fordi man bare vil væk fra sit lorteliv – eller tror man, at ens depression går væk, hvis man går i kloster – så har jeg lyst til at sige: Altså, for helvede, fuck. Fiks dit liv. Lad være med at bruge spiritualitet som en flugt.

Jeg har mødt mennesker, der har søgt på den måde – nogle gange i 5, 10, 20 og 40 år. Søger man sådan i 40 år, ender man som en bitter gammel ost. Bare en 40 år ældre, bitter gammel ost. Øv. Det er stadig ikke for sent. Men har du ikke spildt 40 år endnu, så lad være med at gøre det.

Hvis vores liv er noget lort, så skal vi gøre noget ved vores liv – ikke begynde at søge opvågning som et projekt.

Udlev dit jeg-liv først

Der, hvor vi skal blive søgende, det er, hvis det kalder os oprigtigt. Og det tidspunkt, det naturligt vil kalde os oprigtigt, er, når vi har udlevet vores liv. Når vi rent faktisk har taget os af vores liv – i vores jeg og som et jeg. Det jeg-liv, som er set lidt ned på i spiritualiteten, fordi man jo i opvågningen opdager, at det er en løgn – lige præcis det jeg-liv skal vi udleve først.

“Jeg er mig, og jeg har lyst til at gå på druk.” - Hvis vi udlever det jeg-liv ordentligt og dybt – ikke bare går på druk, men måske finder ud af, hvorfor vi vil gå på druk, og søger at opfylde og udleve vores drift og inspiration til det dybeste plan, vi kan. Hvis vi spørger os selv: “Hvorfor vil jeg på druk? Hvorfor vil jeg det? Hvorfor vil jeg det?” Hvis vi tager vores eget jeg seriøst og på en måde får ryddet op i det – ordentligt, ærligt, direkte, uden en flugt – så vil det automatisk ske, at vi på et tidspunkt bliver kaldet.

Det sande kald

Det kald der kommer når jeget udleves, er ikke et kald, der kommer fra mangel og fra at ville væk fra noget. Det er et kald, der kommer fra, at jeget har udlevet sig selv tilstrækkeligt til, at vi kan fornemme det, som hele tiden har kaldt. Fordi det er virkeligheden selv. Fordi det er sandheden. Fordi det er det, som bare er her allerede, men som vi ikke kan se, så længe vores eget uopfyldte jeg larmer. Når jeget udleves vil vores inderste begynde at kunne sanse, og vi vil begynde at kunne mærke det kald. Vi begynder simpelthen at vågne helt af os selv – og så er vi søgende på sand vis. Søgende, fordi det er som at kunne høre noget i det fjerne. Noget, der kalder vores hjerte forbi vores jeg. Noget, der kalder os til at vågne, selv om vi ikke helt er vågne endnu. Det er smukt, og det er sandt.

Når vi bliver søgende på den måde, så er der virkelig ikke særlig langt til rent faktisk at have en opvågning. Så kommer opvågningen nærmest bare dryppende. Så er det bare lige at snuble over vores egne snørebånd på den rigtige måde. Så følger opvågning.

Så er du kaldet? Tillykke!

Så er du kaldet? Tillykke! Så er der ikke lang vej igen, før en opvågning finder vej – og derefter sker der alt muligt andet. Er du søgende, fordi du vil væk fra din smerte og hen til noget andet du tror er bedre? Så har jeg lyst til at sige: Kan du så! Kan du så! Kan du så skrubbe af og lade være med at blande Gud ind i, at du skal få dine drømme opfyldt.

Lidt på spidsen, men oprigtigt ment. Kærlighed